Kære kommende MOOVE-chauffør

Velkommen til MOOVE – og til en hel ny verden inden for taxikørsel. Til glæde for kunden, men også for chaufføren. Min vision er, at vores kunder i fremtiden kun behøver at gøre én ting, når de vil fra A til B: At nyde turen. Med MOOVE kommer vi ikke så lidt nærmere den vision.

Med MOOVE gør vi det nemt og ukompliceret at bestille en taxi. For med Moove kører kunden altid til fast lav pris. Ikke en estimeret pris – ikke en cirka pris – men ægte fast pris. Vi vinker farvel til taxameterpriser, utryghed og uberegnelige prisoverslag, og siger goddag til klare aftaler og gennemskuelige priser. Og så udregner vi prisen efter kortest mulige rute, så kunden altid er sikret en fair og gennemskuelig pris.

Jeg glæder mig over, at vi med MOOVE har en fantastisk app. Et unikt produkt, der gør dagligdagen nemmere for både kunden og chaufføren.

Med venlig hilsen,
Carsten Aastrup
Direktør

Taxi uden taxameter… næsten

Alle MOOVE-ture bestilles og betales direkte i app’en. Turen afregnes til fast pris, så du skal blot fokusere på at give kunden den bedst mulige oplevelse.

Vi kalder det ”Taxi til fast lav pris”.

Prisen udregnes ud fra den billigste rute ved hjælp af Google Maps. App’en medregner ting som myldretrafik, snefald, trafikpropper osv. og tilbyder kunden en pris, der afspejler tidspunkt og forventet trafik. Du bestemmer dog helt selv, hvilken rute der skal køres og kan altså f.eks. vælge at køre ad motorvejen til lufthavnen, selvom kundens pris kan være udregnet via city.

Kunderne kan stadig bestille en taxi via centralen, taxi-apps eller direkte på gaden – men så er der ikke tale om en MOOVE tur.

5 stjernet service

For at vi kan leve op til kundernes krav om god service, er der i MOOVE app’en inkluderet mulighed for, at kunden vurderer turen med op til fem stjerner. Vurderes en tur lavt, beder vi kunden uddybe hvilke dele af køreoplevelsen, der ikke var tilfredsstillende. Under alle omstændigheder vil kunden blive afkrævet en rating, før MOOVE app’en igen kan benyttes.

Kundevurderingerne bliver gemt i MOOVE’s database. Din samlede rating har betydning for, hvor ofte du får tilbudt en MOOVE-tur.

Glade kunder og ingen betalingsproblemer

Med MOOVE er det ikke kun kunden, der får en bedre oplevelse. Som chauffør bliver din dagligdag nemmere. Du får mere afslappede kunder, der ikke skuler nervøst til taxameteret under kørslen. Når turen er slut, kan du blot sige pænt farvel og på snarligt gensyn. Ingen betalingsproblemer, glemte pinkoder og langsommelige Dankortterminaler. Turen er nemlig allerede betalt via MOOVE appen.